Historievandringer: Brøndbyøster og besættelsen
Tre byvandringer blev det til, da Forstadsmuseet og Brøndby-Bibliotekerne i efteråret gik sammen om at tilbyde en helt ny måde at opleve både historien og litteraturen på. Med udgangspunkt i én af de tre Brøndby-bydele blev der fortalt om drømmene for idealsamfundet med vugge-til-grav byer, landsbylivets hårde vilkår med møddinger og stinkende åløb, og de skygger Anden Verdenskrig kastede over Vestegnen for både modstandsfolk, sympatisører og den regulære beboer.
Mens museumsinspektør Anna Katrine Bønnelycke fra Forstadsmuseet fortalte om besættelsestidens Brøndbyøster, læste litteraturformidler Nanna Søndergaard Larsen op fra digte og romaner, der på poetisk vis bearbejder besættelsen og de spor Anden Verdenskrig satte i eftertidens generationer.
Herunder kan du læse mere om og reservere de bøger, der blev læst op fra under rundturen i Brøndbyøster plus finde lidt ekstra inspiration til både litteraturelskeren og den historieinteresserede.
På turen rundt til de mindesten, der er sat for modstandsfolk rundt omkring i Brøndbyøster hørte vi fra en række danske forfattere og digtere, der var aktive under besættelsen både i modstandsbevægelsen og i den illegale presse. Digtene fra tiden under Anden Verdenskrig viser bredden af følelser, der var på spil dengang. Fra en ulmende vrede mod tyskere såvel som landsmænd til tyngden af modstandsarbejdets likvideringer, men vi ser også lommer af medmenneskelighed og sorg over tabet af menneskeliv og frihed.
I eftertiden bruges digtet også til at bearbejde traumet, både det fælles og det egne, som hos Rasmus Nikolajsen, der i Måske sjælen skriver om, hvordan farmorens flugt over sundet har påvirket familien gennem generationer.
Undervejs var der også plads til fællessang. ”Kringsatt av fiender” er skrevet af norske Nordahl Grieg i 1936 som en reaktion på den voksende fascisme og nazisme i Europa. I sangen er ”Ånd” et våben mod krigens fremrykkende død, en ånd der kan ses som værende indkapslet i digtene og litteraturen skrevet både dengang og siden.
På aftenen blev disse digte læst højt samt to roman-uddrag
- Halfdan Rasmussen: ”De kom med smil og kanoner” & ”Den hvis hånd blev valgt”
- Harald Herdal: ”Huskeseddel”
- Tage Skou-Hansen: De nøgne træer
- Morten Nielsen: ”Underklang”
- Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
- Martin A. Hansen: ”Kaj Munk – Et halvt år efter hans død”
- Rasmus Nikolajsen: Måske sjælen
- Tove Ditlevsen: ”De tyske soldater – foraaret 1945”
- Mads Nielsen: ”En lærke letted”
- Nordahl Grieg: ”Kringsatt av fiender”
Mange af digtene kan findes i Halfdan Rasmussens digtsamling Digte under besættelsen og de to digt-antologier men man kan ikke binde ånd og Vilje mod vold, der alle kan lånes via bibliotek.dk