Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Alletiders hobbybog for kreative og naturinteresserede familier. Både børn og voksne kan hygge sig med rørperler og 42 motiver fra den nordiske natur samtidig med, at de får lidt viden om motiverne. Fra 4 år

Beskrivelse

De 42 perleplademønstre kan laves både med Hama midi og Hama mini. Mønstrene har farvekoder og vejledninger, og det varierer, om man skal bruge en eller op til fire plader til motiverne. Alle motiver tager udgangspunkt i den nordiske natur, og man kan lave naturtro dyr, planter og svampe som fx en grævling, en rede med æg, brune svampe, en elg og tang. Der er både husdyr og naturens vilde dyr at vælge imellem. Mønstrene er af forskellig sværhedsgrad, og perlemotiverne har forskellige størrelser. Dyrene kan laves med en forside og bagside, så de fx kan bruges som en uro. Til hvert mønster angives det hvilke farve perler, man skal bruge. Derudover er der små fakta om de enkelte dyr, planter og svampe. Imellem mønstrene er der opslag med fotos af færdiglavede perleplader placeret i den virkelige natur. Det er forfatterens første udgivelse

Vurdering

At lave perleplader går vist aldrig af mode. Ideen med at bruge den nordiske natur er rigtig god, og at man tilmed bliver lidt klogere på dyr, planter og svampe er et plus. Vejledningerne er lette at afkode, og de er lavet i en fin størrelse

Andre bøger om samme emne

En anden god bog med perleplademønstre til hele familien er fx Fine & farverige perleplader - for hele familien