Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Kjær Schou

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig først og fremmest til elever på de gymnasiale uddannelser, men også en del nye studerende på de videregående uddannelser vil have gavn af den

Beskrivelse

Forfatteren bygger på sine erfaringer som fysioterapeut og elitetræner på det danske svømmelandshold. Han ejer desuden en konsulentvirksomhed, der bl.a. rådgiver om stresshåndtering og toppræstationer. Der henvises med mellemrum til firmaets netside, hvorfra man bl.a. gratis kan downloade åndedrætsøvelser. Forfatteren tilbyder på let forståelig og overskuelig vis konkrete værktøjer og metoder til at blive bedre til eksamen. Rådene går fra det helt jordnære som sund kost, motion og tilstrækkelig nattesøvn til enkle øvelser i mental træning, meditation og åndedræt. Desuden er der gode råd om, hvordan man strukturerer sit studium til daglig og op mod eksamen og sørger for at skabe balance mellem belastning og restitution. Endelig er der tips til selve eksamenssituationen. Afsluttes med en censors gode råd til eksamen, helt i tråd med forfatterens. Jeg synes ikke, de indskudte interviews med bl.a. 2 elitesvømmere beriger bogen mærkbart, men som helhed er det en nyttig og yderst overkommelig brugsbog. Forfatteren udtrykker sig enkelt og forståeligt og får tydeligt sit budskab frem

Sammenligning

Bogen hører til i den lette ende af litteraturen om studieteknik

Samlet konklusion

En praktisk, let forståelig, kortfattet og bredt anvendelig eksamensguide for unge