Artiklens overordnede problemstilling er bevarelse af selvopfattelse. Alvorlig sygdom indebærer risiko for at den syge bliver isoleret og mister identitet. Det sker især på grund af funktionstab, ændrede muligheder for kontakt og den fremmedhed i forhold til døden, som vores kultur er præget af. Artiklen viser en psykologs forsøg på at gøre det muligt for den døende igen at kunne opleve sig som del af en personlig relation og for at familien igen kan opleve sig som samlet og betydningsfuld for hinanden i kontakten omkring sygesengen. Med patienten i fastholdt fokus refereres der fra forskellige møder med døende og pårørende, som der efterfølgende reflekteres over. Tilgangen er relationel, hvad både præger de psykologfaglige og de filosofiske refleksioner