Objektive helbredsparametre er sjældent udtømmende mål for den patientoplevede sygdomsbyrde, og livskvalitet anvendes i stigende grad som supplerende effektmål ved vurdering af behandlingseffekt og helbredstilstand. Den mest udbredte metode til måling af livskvalitet er brug af spørgeskemaer, og som for andre målemetoder stilles der krav til undersøgelsesinstrumenternes reliabilitet og validitet. Blandt de centrale reliabilitets- og validitetsbegeber for livskvalitetsinstrumenter er test-retest-reliabilitet, intern konsistens, indholdsvaliditet, kriterievaliditet, begrebsvaliditet og responsiveness (følsomhed over for ændringer). Udbredelsen af kendskabet til de metodiske anstrengelser bag validering af livskvalitetsinstrumenter kan forhåbentlig øge tilliden til livskvalitet som et relevant effekt- og kvalitetsmål i sundhedsvæsenet. I klinikken kan livskvalitetsmålinger endvidere anvendes som anledning til at øge fokus på emner, der har betydning for patienternes livskvalitet, men som sjældent berøres i relationen mellem læge og patient