Gennem en læsning af Louis Bonapartes attende Brumaire (1852), argumenteres der for, at Marx udfolder en opfattelse af historisk tid som en differentiel social relation under stadig konstruktion. Som alternativ til tingsliggjorte tidsopfattelser, der legitimerer og opretholder det borgerlige samfund, finder vi en forståelse af historien som en multilineær og konfliktuel proces, og der argumenteres således for, at Marx' tilgang til fortidens utopiske potenialer fjerner sig fra både den erklæret "realistiske" antiutopisme og utopismens eskapistiske drømmeri, men samtidig åbner et perspektiv for utopiske funktioner i både fortrængte fortidslevn og uindløste fremtidspotentialer, der trænger sig på i nutiden