"Jorden kalder Chloe" af Jonas Kleinschmidt
Af dolan
Vi befinder os i 2031, hvor miljøkatastrofer og krige har gjort jorden ubeboelig. I en bunker i Guadalupe-bjergene i Texas bor 16-årige Chloe sammen med sin far og andre særligt udvalgte, som enten har været rige nok eller kloge nok til at få en plads i bunkeren, inden det hele gik galt. Her under jorden har de bygget et nyt samfund, hvor de lever et liv med arbejde, skolegang og fritidsinteresser. Den officielle fortælling er, at der intet liv er tilbage på jordens overflade. Men en dag ser Chloe en flue, og hun begynder derfor at tvivle på, at alt er, som de voksne påstår.
”Jorden kalder Chloe” af Jonas Kleinschmidt er en virkelig spændende, velskrevet og meget tankevækkende ungdomsbog. Fuldt fortjent er den nomineret til Politikens Litteraturpris 2024 i kategorien for børn og unge / Merete