Personalet anbefaler

”Den lille rødhættede ulv” af Amélie Fléchais

Af dolan

Alt er vendt på hovedet i dette eventyr om den lille rødhættede ulv, der begiver sig igennem skoven med en kanin til bedstemor ulv, som har mistet alle sine tænder og ikke længere kan jage. Hjemmefra er den lille ulv blevet advaret om de onde mennesker, der ikke vil ulvene noget godt. Da ulven farer vild i skoven, følger den alligevel godtroende efter en lille pige, der påstår at hun vil hjælpe.

”Den lille rødhættede ulv”, skrevet og illustreret af Amélie Fléchais, er et dystert og tankevækkende eventyr, måske især for den voksne læser. For børn opleves det muligvis bare skørt, at rollerne er byttet rundt. De smukke illustrationer er eventyrlige og stemningsfulde og holdt i dæmpede farver. Også den særlige skrifttype bidrager til en eventyrlig stemning. Eventyret anbefales til højtlæsning fra omkring 6 år. / Caroline