For voksne

"Kongeriget" af Jo Nesbø

Af dolan

Roy er mekaniker og ungkarl og lever et stille og simpelt liv på familiegården oppe på fjeldet i Telemarken. Men da lillebroren Carl vender hjem, med en ny kone og højtflyvende planer, er freden forbi. Carl vil bygge et stort hotel og han vil have indbyggerne i den lille bygd med til projektet.

Ikke alle er begejstrede for den plan, og Carls hjemkomst vækker gammelt nag og gamle mistanker til live igen. Hemmeligheder og traumer fra brødrenes barndom kommer på tværs. Og som historien skrider frem, afsløres grumme hændelser fra fortiden. Både brødrene og det øvrige interessante persongalleri i den lille fjeldbygd, har mørke sider og dystre hemmeligheder, der forbinder dem med hinanden. Hvad er mon baggrunden for Carls store planer, og hvorfor har Roy altid reddet sin lillebrors ryg? Det tætte forhold mellem brødrene udfordres, men hvor stort et pres kan det bære?

Historien rummer forbrydelser og mord ad libitum, men ingen rigtige skurke. Snarere er en udforskning af de psykologiske og menneskelige aspekter af forbrydelserne sat i fokus. Bogen er virkelig spændende og velskrevet og handlingen tager hele tiden nye overraskende drejninger. ”Kongeriget” er både spændingsroman, thriller, og familie- og udkantsroman. Temaerne er loyalitet, skam, drama, magtkampe, kærlighed og begær. Nesbø er en eminent historiefortæller, og jeg er stor fan. / Linda