Personalet anbefaler

"Der der" af Tommy Orange

Af dolan

”Der der” er en melankolsk og rørende roman om den sorg og vold, der former livet for mennesker, som bærer på arven af århundreders undertrykkelse. Men romanen fremhæver på gribende vis også sammenholdet som er at finde i ethvert samfund, kærligheden mellem mennesker og styrken som eksisterer i hver enkelt af os.

For mig åbnede romanen et vindue ind til en ukendt hverdag. Gennem et bredt og løst forbundet karaktergalleri – alle knyttede til hinanden gennem deres tilhørsforhold til gruppen af oprindelige amerikanere bosat ikke på reservaterne, men i storbyen – udfoldes en på én gang ung og gammel kultur. Det er en spraglet og forgrenet roman der på vidunderlig vis åbenbarer en verden og dens indbyggere for sin læser / Nanna