Lektørudtalelse

Forfatter: Hamide Kara

Kort om bogen

En bog om stress og hvad man kan gøre for at tackle stress, hvis man bliver ramt. Henvender sig til læsere som savner viden og råd om stress

Beskrivelse

Psykiater og forfatter Marianne Breds Geoffroy stiller spørgsmål ved, hvorfor stress er så udbredt og hvad man kan gøre hvis man bliver stressramt. Geoffroy skriver at mange er ængstelige for stress, fordi der mangler indsigt i de mekanismer, som spiller sammen, når man selv eller pårørende "går ned med stress". Over kapitler som: "Symptomer ved stress", "Hvor meget er genetisk", "Arbejdsrelaterede belastninger", "Job, stress og generaliseret angst", "Opskrift på problemløsning" mf.l. skriver forfatteren, at mens hver fjerde føler sig stresset mindst én gang om ugen, har 1-8% dagligt følelsen af at være stresset. Mennesker som typisk rammes er ifølge Geoffroy dygtige, viljestærke og arbejdsomme mennesker, som har svært ved at mærke egne behov. Stress-symptomer er kroppens måde at hjælpe den enkelte på. Jo mere viden man har om stress og den enkeltes behov, jo bedre vil stress kunne forebygges

Vurdering

Efter en grundig redegørelse af hvad stress er samt hvad det gør ved den enkelte, byder forfatteren på opskrift til en løsning. En læseværdig bog hvis man selv er ramt eller kender nogen som er ramt. Forfatterens erfaringer og viden på det fysiologiske og psykologiske plan gengives med et letforståeligt sprogbrug

Andre bøger om samme emne

En anden titel med råd til at tackle stress er: Tillykke - du har fået stress