Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Björnsdóttir

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bog om salater af Anne Hjernøe kendt fra tv. Hendes ansigt pryder forsiden, sammen med billeder af 5 forskellige salater. Bred appel

Beskrivelse

Bogens salater er delt op i 9 forskellige kategorier, som det fremgår af indholdsfortegnelsen: salater med frugter og bær, med grøntsager, fisk og skaldyr, kød, kål, bælgfrugter, svampe, rodfrugter, korn, perler, couscous, ris, pasta og nudler. Forrest er et forord af Anne Hjernøe og derefter et kapitel om salater, olier m.m. Bagerst et register. Bogen er rigt illustreret og opskrifterne er overskueligt sat op og fremgangsmåden udførligt beskrevet. Der er mange forskellige opskrifter og helt sikkert noget for enhver smag. Der er de mere traditionelle og de mere anderledes og eksperimentelle. Langt de fleste vil gøre lykke på bordet eller til picnic og mange vil blive nye favoritter. Anne Hjernøe ynder at servere sine salater på et langt fad, frem for i en dyb skål, hvilket gør mening i forhold til at fordele ingredienserne ligeligt, så det ser flot ud. Mange af salaterne serveres med sin egen tilhørende dressing, som der også er opskrifter på i bogen. Der er også en opskrift på mayonnaise, da denne indgår som ingrediens i nogle af dressingerne

Sammenligning

I 2013 kom Karolines salater og Salater fra The Food Club. Desuden kommer man ikke uden om Scheftelowitz Suveræne salater året rundt

Samlet konklusion

En indbydende opskriftsbog med mange nye salater og dressinger. Kan indkøbes bredt og vil få pæn efterspørgsel