Foredrag

Livestream: Med havets kæmper på jagt

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis billet: Gratis
Sted
Biblioteket i Kilden
Nygårds Plads 31,
2605 Brøndby
Biblioteket
Langt til havs har hvaler indtil for få år siden levet et skjult liv. Men ny teknologi giver forskerne muligheder for at studere hvalerne mens de jager i havets dybder.

I mange år har forskere kun kunnet få indsigt i hvalernes liv ved at studere dem i den korte tid de befinder sig ved havoverfladen eller ved at dissekere døde hvaler og herudfra gætte sig til hvordan de lever. Men ny teknologi, med droner og med måleudstyr som sættes på hvalerne med sugekopper, giver nu forskerne enestående muligheder for at studere hvalernes biologi mens de jager på store dybder langt til havs.

I løbet af foredraget tager vi blandt andet med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande, og med dybvandskameraer prøver vi at forstå hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder mad mens den jager på mere end 1.000 meters dybde. Du vil også høre om hvordan en grønlandshval undgår at fryse ihjel mens den lever af milliarder af bittesmå byttedyr i Diskobugten, og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge uden at spise noget i et halvt år. Undervejs vil vi også kaste lys over hvordan vi fremadrettet kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr i en verden under forandring.

Ved Peter Teglberg Madsen, professor i sansefysiologi ved Institut for Biologi ved Aarhus Universitet.

Det livestreamede foredrag er en del af foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab, hvor du kan komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Alle foredrag livestreames fra Aarhus Universitet.