Diverse

UGE17: Klimalørdag for store og små

Tid
10:00 - 13:00
Pris
Gratis billet: Gratis
Sted
Biblioteket i Kilden

Som en del af UGE17 – borgernes verdensmålsuge – inviteres du til klimalørdag for store og små i Kulturhuset Kilden.

Program for dagen:

Byt legetøj – og gør børn og planeten glade.
Kl. 10 – 13

Har I legetøj, der ikke længere bliver leget med? Så kom med til en farverig og bæredygtig byttebiks, hvor gammelt legetøj får nyt liv hos nye små ejere 

Bamser, bøger, biler, brætspil, dukker og drager – alt, der kan sprede glæde, kan byttes.

Det skal bare være helt og rent, så andre børn også kan få glæde af det. Det er hyggeligt og en perfekt mulighed for at rydde op OG finde noget “nyt” uden at belaste klimaet.

Legetøjet er indsamlet i samarbejde med Brøndby Byttehus

 

Pop-up besøg af bamselæger fra Repair Café Brøndbyøster
Kl. 11 – 13

Bamser elsker eventyr, men nogle gange kommer de til skade! Måske har din bamse spist for meget slik, slugt en legoklods, mistet et øje i en kamp mod en farlig drage eller noget helt andet?

Hvis din bamse er kommet til skade eller blevet syg, så kom forbi og få hjælp af bamselægerne fra Repair Café Brøndbyøster. Her vil din bamse blive undersøgt grundigt - fra konsultation til røntgen i bamsescanneren, målt og vejet, så den bliver rask og klar til nye eventyr igen!

 

Skab din egen oase – SLIP ALTANERNE LØS
Kl. 11 – 13

Mød Lea Overgaard, som står bag det, der måske er Danmarks mindste og vildeste altan på blot 1,5 m². På sin Instagram @lea_overgaard deler hun inspiration til, hvordan selv små uderum kan blive grønne, levende oaser. 

Vi er så heldige, at Lea Overgaard gæster Kilden i forbindelse med Klimahandledag, hvor hun sammen med Brøndbys Grønne Nabofællesskab inviterer til en Slip Altanerne Løs - workshop, hvor du får konkrete råd til, hvordan du kommer i gang med din egen altan.

Brøndby Byttehus bakker op og har til dagen indsamlet krukker og andet godt, som du kan tage med hjem og bruge til dit eget grønne altan-projekt. Der vil også være et frøbord, hvor du kan dele frø, og få en pose vilde blomsterfrø med hjem til at komme godt i gang 

Uanset om du har en altan, en have eller bare er nysgerrig, er du meget velkommen.