Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Petunia tilbringer sin sommerferie i et dejligt sommerhus ved havet. Her er masser at opleve, men det er nu rarest, når solen skinner. Herlig feriefortælling for børn mellem 3 og 6 år

Beskrivelse

Mor og far har lånt et sommerhus i 3 uger, og sammen med sine forældre oplever Petunia en masse af de aktiviteter, der gør en sommerferie god. Hun samler bær, sten og blomster, hun bager snobrød og bader i havet. Selv på regnvejrsdage er der noget at give sig til, for mormor har givet hende en fin dagbog med, til at tegne sine ferieminder ind i. Forfatteren Nanna Gomaa illustrerer selv, i samme kombination af tegninger, fotos og udklip, som vi kender fra de 4 forrige billedbøger om Petunia

Vurdering

Man kan næsten dufte sommerhusets fyrretræsvægge og snobrødet, der bager over bålet, mens man bladrer gennem denne stemningsmættede sommerferie-fortælling. Her er rig mulighed for sammen at genopleve skønne ferieminder, såvel som tage forskud på forventningens glæde i forhold til kommende ferieplaner

Andre bøger om samme emne

Sommerhus-livet er ikke for alle. Noah synes i al fald det er helt vildt kedeligt, da han skal med far og Janus på hytteferie i de svenske skove i Noah og Alberte og en meget farlig ferie. Laura er taget på sommerferie hos sin farmor i Laura og sommeren, mens Lasse-Leifs ferie bliver i campingvogn og uden skærme i højtlæsningsbogen Lasse-Leif - ferie som i firserne