Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Lykke Simonsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

To nye bøger i hesteserien Teddy til nok primært hesteglade piger fra 6-10 år

Beskrivelse

Bog 3 og 4 i hesteserien Teddy er klar til at underholde nok specielt piger mellem 6-10 år. Som de to første bøger i serien, foregår de i samme miljø, som serien Ponypigen. Emilie er papsøster til pigen Mikala (Myggen), som sammen med hesten Santos var hovedperson i Ponypigen. I bog 3 og 4 er det Emilie, Mikala og hestene Santos og Teddy der er hovedpersonerne. I Teddy og hans venner skal Emilie til at lære at ride rigtig på Teddy, de skal gå til ridning på Lundegården hos Sofia. Det er ikke kun heste, der fylder hos Emilie, også killingerne der bor i stalden får hendes opmærksomhed! I Teddy i knibe går det bedre med den lidt gnavne Teddy, men han er stadig noget af en ædedolk. En dag får han vippet låget af tønden med melasse, æder løs, til tønden er tømt og får kolik. Og Teddy er lige ved at dø. Som forfatterens andre bøger, er disse også fængende, nærværende og fyldt med udtryksfulde illustrationer. Sammen med en god åben typografi letter de læsningen, så bøgerne kan læses fra 8-9 år. Bøgerne er også egnet til oplæsning for hesteglade piger fra 6 år

Sammenligning

Disse to bøger i serien kan i stil, sødme og sværhedsgrad sammenlignes med forfatterens anden serie RAP og Kirsten Sonne Harilds serie om Pjok og Petrine

Samlet konklusion

Endnu to gode bøger i en vellykket hesteserie - som helt sikkert vil tage målgruppen med storm. Gode omslag der fænger