Lektørudtalelse

Forfatter: Allan Thomsen Volhøj

Kort om bogen

Et indblik i livet som embedsmand, hvor man er tæt på begivenhederne, men sjældent er den, der er i fokus. Til interesserede i arbejdet i embedsværket

Beskrivelse

Det er normalt lukket land at høre om, hvordan embedsværket og diplomatiet fungerer. Men i denne bog fortæller Ulrik Federspiel om et langt liv i statens tjeneste. Det er ikke en bog om hans barndom, men om den tid han har besat diverse poster som departementschef, ambassadør og direktør i forskellige statslige institutioner. Federspiel fortæller om arbejdet med at servicere politikere, om at danne sig netværk og løse problemer, der opstår akut. Han har bestridt markante poster under skelsættende historiske begivenheder, som fx Murens fald, 11. september og Irakkrigen. Teksten er ledsaget af fotos

Vurdering

Federspiels fortælling er underholdende, hyggelig og diplomatisk. Bogen består af personlige, men ikke private, beretninger, krydret med anekdoter, og der kommer ikke kontroversielt stof eller tilsvininger op til overfladen

Andre bøger om samme emne

Der er kun få andre departementchefer og højerestående embedsmænd, der har skrevet deres erindringer, men der findes Fra psykopatklubben og I dansk tjeneste. Man kan også læse om deres arbejde i den underholdende Javel, hr. minister