Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Hvad gør os tilfredse med vores liv, og hvad er vejene til lykke? Bjørnskov undersøger folketro kontra lykkeforskeres teorier. Til læsere af teorier om lykke, samt læsere af serien "Tænkepauser"

Beskrivelse

Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi og forsker i lykke. Dette er 25. udgivelse i serien "Tænkepauser" i det vanlige layout og i formatet 18x10 cm. Bjørnskov definerer og behandler den langvarige lykke eller tilfredshed med vores liv, kontra den pludselige eufori, som hurtigt forsvinder igen, og refererer til de årlige internationale værdiundersøgelser og lykkeindeks. Ikke overraskende er det at have en partner at dele livet med den vigtigste enkeltfaktor, som forskningen har dokumenteret. Norden skiller sig ud fra resten af verden ved den tillid, vi viser ukendte mennesker

Vurdering

En lille tænkepause med kort og klar opsummering af det forskningen ved gør os lykkelige eller ulykkelige, og Bjørnskov kommer omkring så forskellige emner som kærlighed, børn, arbejde, tillid, penge, retfærdighed og tro, og viser hvordan sociale normer, samfundsforhold og kultur også spiller ind på lykkefølelsen og besvarelser af spørgsmål om lykke, med store variationer verden over. Som de øvrige titler i serien er denne velskrevet og letlæst, og med overraskende pointer i forhold til folketroen om lykke

Andre bøger om samme emne

Bjørnskov har bidraget til Lykke hvori 100 førende eksperter i positiv psykologi giver deres bud på hvad lykke er