Lektørudtalelse

Forfatter: Bent Birk Kristensen

Peter Jaeger og Colette Gemini er højtuddannede agenter. De tilhører begge Sektion 2, en lille hemmelig og uafhængig eliteenhed, som med udgangspunkt i Danmark har specialiseret sig i internationale operationer. De får begge deres sag for, da en bilbombe eksploderer i København og dræber en dansk/israelsk menneskerettighedsekspert. Eftersøgningen af gerningsmanden fører dem ud i drabelige situationer og involverer både CIA, Mossad, den russiske mafia, PET og FE samt højtstående regeringsmedlemmer. Den kendte journalist og forfatter Frank Esmann har tidligere i bogform primært beskæftiget sig med udenrigspolitik og presseforhold, og dette er hans første spændingsbog. Det er en handlingsmættet bog med meget action og lidt "James Bond lir" med en meget avanceret mobiltelefon, men der levnes dog også plads til en romantisk affære mellem de to hovedpersoner. Det er tydeligt at forfatteren har et indgående kendskab til Mellemøstlige forhold, men hvor fjernt fra virkeligheden løjerne udvikler sig, skal jeg ikke kunne sige. En velskrevet bog til en stor målgruppe