Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Laursen

Kort om bogen

Nuttede og søde designs lavet til børne- og pusleværelset for alle perlepladeentusiaster. Her er til mange timers hygge og fornøjelser for voksne og børn fra 4 års alderen, ifølge forfatterens egne erfaringer

Beskrivelse

Bogen indeholder mere end 80 perlemotiver med designs til børne- og pusleværelset. Her er idéer til wallstickers, uroer og små kasser af perler. Starter med et kort forord som efterfølges af en materialeoversigt. Derefter er bogen inddelt i kapitler. Alle starter med et lille digt af Brian P. Ørnbøl, og afsluttes med en kort historie, der som digtet knytter an til de perlemotiver kapitlet indeholder. Bagerst i bogen finder man en forhandlerliste til de materialer, der er brugt i bogen

Vurdering

En fin hobbybog til alle perleplade-entusiaster. Bogen er godt layoutet med mange farvefotos og med små vignetter ved hvert nyt design. Perlemønstrene er nemme at afkode, og til hvert design er der oplistet materialer samt perleplade-størrelse. De små historier der afslutter hvert design er en sjov idé og tænkt som godnathistorier

Andre bøger om samme emne

Du kender måske allerede Nordiske dyrevenner af samme forfatter, ellers er der flere perlemønstre at finde i Perlesjov, hvor du også finder mønstre og designs for hele familien