Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Barsk og vedkommende roman om en ung pige, som forsøger at løse sine problemer med cutting. For unge fra 15 år og deres forældre

Beskrivelse

Lucca er 17 og en dygtig gymnasieelev. Hendes far er arkitekt og moren hotelejer, og familien bor på moderens højtprofilerede hotel i Sorgenfri. Lucca har det ikke godt med sig selv og prøver desperat at fortrænge sin følelser omkring en bestemt begivenhed. Først ved at gemme sig i sin hættetrøje, tænke i matematik, opstille regler og reducere sig selv til en brik i tilfældighedernes spil. Senere ved selvskade; cutting, piercing og fornedrende sex. Det hele eskalerer, da hun forelsker sig, oh ve, i en anden pige, som på alle måder er så anderledes end hende selv

Vurdering

En meget voldsom og stærk ungdomsroman, hvor man er i gang fra side et. Nogle af cuttingbeskrivelserne er næsten ikke til at holde ud at læse, og man kommer bogstaveligt talt ind under huden på Lucca. Hun er overbevisende og troværdigt skildret, og sproget fungerer meget fint med et fandenivoldsk og desperat drive. En af den slags ungdomsromaner, som burde være pensum for forældre til teenagere

Andre bøger om samme emne

Placerer sig på linje med stærke danske ungdomsromaner som fx Sarah Engells (f. 1979) egen 21 måder at dø og Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen