Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til de 2-5-årige, til børnehaveniveau eller til brug i hjemmet. Kan bruges til en samtale om at have to forældre af samme køn eller til lystlæsning om mekanik og flyvemaskiner

Beskrivelse

Niller er en værre pilfinger. Han elsker motorer og mekanik, og han kan ikke lade være at pille. En dag giver Mor og Mammi ham en overraskelse, da de tager ham med på Flyvergrillen, hvor man kan kigge på flyvemaskiner. Her møder de Pia Pilot, og Niller får lov at komme med hende i cockpittet. Niller kommer til at pille, og pludselig er han og Pia på en flyvetur. Vel nede på jorden igen, kører Niller hjem sammen med sine to mødre. Efter denne oplevelse er han sikker på, at han skal være pilot, når han bliver stor. Bogens illustrationer er barnligt naive, holdt i klare, stærke farver. "Mor" er tegnet meget feminin, mens "Mammi" er meget maskulin, så der er ikke tvivl om rollefordelingen. Bogen er bedst egnet til børn, der selv er fra en "regnbuefamilie", da der sandsynligvis vil opstå spørgsmål fra de små medlæsere. Det er forfatterens debut, og der er flere bøger på vej om Niller Pilfinger

Sammenligning

Af nyere bøger om emnet findes Forunderlige familer, 2008. Herudover kan jeg ikke finde andet end Malenes mor gifter sig med Lisa fra 1999. Derfor udfylder bogen et hul i bestanden

Samlet konklusion

En sød lille historie om at være barn i en "regnbuefamilie". Bogen har sin berettigelse, i og med at den udfylder et hul i bestanden. Anbefales til en snak om at have to forældre af samme køn