Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Thorning Thagaard

Hobbybog i lækkert layout med flotte og inspirerende farvefotos. Her er bløde mos-bamser, hø-harer, mus, katte og fugleskræmsler. Modellerne er både søde og charmerende, og alle er forholdsvis simple at fremstille. Bogen guider læseren igennem konstruktionen af bogens afbildede modeller. Der er gennemgang af det nødvendige værktøj og de enkelte materialer, som ud over hø, halm og mos f.eks. er avispapir, karton og snor - alle billige og tilgængelige materialer. Der er nøjagtig materialeliste med mål og en grundig trin for trin-gennemgang. De forskellige teknikker til fremstillingen beskrives. De fleste modeller er lavet på basis af skabeloner, som findes bagest i bogen. Bogen lægger ikke op til, at man kan udarbejde egne modeller, men det vil være naturligt at gøre det. De fleste af modellerne kan laves selvstændigt fra 12-årsalderen og fra 6-årsalderen med voksenhjælp. Bogen vil kunne bruges i fritidsordningen, til hjemlån og evt. som inspiration til skulpturarbejde i billedkunst. Der findes ikke andre bøger om emnet