Begynderlæsning - lixtal eller let-tal?
Her fortæller vi lidt om lixtal og let-tal, så du nemmere kan gennemskue, hvilke bøger du skal vælge.
Lixtal og Let-tal er to måder at udregne, hvor svær eller let en tekst er at læse. Nogle forlag bruger Lixtal, mens andre er begyndt at bruge Let-tal. I de fleste af letlæsningsbøgerne vil tallene stå enten forrest eller bagerst i bogen.
Lixtal
Lix står for læsbarhedsindeks. Lixtallet udregnes ud fra 3 faktorer:
- Antal ord
- Antal hele sætninger
- Antal af lange ord (7+ ord)
Det vil sige, at en bog med mange ord, lange sætninger og mange lange ord vil have et højt lixtal. Lixtal tager dog ikke hensyn til, hvor mange gange det samme ord bliver gentaget og billeder, som kan være en hjælp i læseprocessen. Lixtal er opdelt således efter klassetrin:
1.-3. klasse: lix 3-19
4. -6. klasse: lix 19-25
7.-10. klasse: lix 25-31
Søg på lix-tal
Hvis du har brug for bøger med et bestemt lix-tal til dit barn, kan du søge på det i bibliotekssystemet. Vil du f.eks. søge på lix 6 skal du skrive: ix=06 eller hvis du vil søge på lix 12 skal du skrive ix=12.
Let-tal
Let-tal står for læseegnethedstal. Let-tallet udregnes ud fra 6 faktorer:
- Antal af ord
- Antal af lange ord (6+ ord)
- Antal ord i den længste sætning
- Syntaktiske træk
- Antal sider i bogen
- Billedstøtte
Begynderlæsningsbøgerne er inddelt i 16 niveauer, hvor det laveste er 5 og det højeste er 20.
To bøger, der har det samme lixtal kan godt have to forskellige let-tal, da let-tallet tager mere hensyn til ord-gentagelser - lange ord medregnes kun en gang.
Let-tal er særligt velegnet til de letteste bøger, fra midten af 2. klasse vil det være nemmere at bruge lixtal.
Find det rette læseniveau
God metode til at finde det rigtige læseniveau:
- Tæl 100 ord op i en bog
- Bed barnet læse de 100 ord for dig
- Hvis barnet har problemer med at læse eller forstå mere end 5-6 af ordene, er teksten for svær