Ny lånemodel på Filmstriben

28.05.21
Pr. 1. juni bliver der inført et nyt pointsystem for lån af film hjemmefra på Filmstriben.

I stedet for, at du hver måned kan se et bestemt antal film, så har du fremover et antal point at gøre godt med. Det er en fordel for dig, der godt kan lide at se kort- og dokumentarfilm.

Nyt pointsystem

I det nye pointsystem får du 20 point til rådighed, i stedet for de 5 lån du har i dag. Hver film tildeles en værdi mellem 1 og 4 point, og du bestemmer selv hvordan du vil bruge dine point.

Filmene bliver som udgangspunkt inddelt i 4 pointkategorier:

  • Film og udvalgte dokumentarfilm med almindelig spillefilmslængde : 4 point
  • Dokumentarfilm over 30 minutter: 3 point
  • Kort-, dokumentar- og animationsfilm op til 30 minutter: 2 point
  • Kort-, dokumentar- og animationsfilm op til 15 minutter: 1 point

Det betyder, at hvis du f.eks. ønsker at se korte animationsfilm, så får du flere film ud af din månedlige kvote, end du hidtil har gjort. Hvis du primært ser spillefilm, så er der ingen forskel i antal lån om måneden. 

På Filmstriben.dk kan du altid se, hvor mange point du skal bruge, for at se en bestemt film, og du kan løbende følge med i, hvor mange point du har tilbage den pågældende måned. Ubrugte point kan ikke overføres til næste måned. Vi håber, at du får endnu mere glæde af Filmstriben med det nye system.

God fornøjelse på Filmstriben!