To digitale livliner

15.04.20
Frem til sommerferien vil Faktalink og Forfatterweb have fri adgang for alle

DBC har åbnet Faktalink og Forfatterweb, så der er fri adgang for alle i denne tid, hvor hele landets folkeskoleelever er nødt til at klare opgaveskrivningen hjemmefra. Normalt er der adgang med bibliotekslogin og/eller UNI*Login (UNI*Login afhænger af den enkelte skoles abonnement til tjenesterne), men ekstraordinært vil disse 2 tjenester være åbne til og med starten af skolernes sommerferie.

Faktalink & Faktalink light

Faktalink er oplagt at bruge i den nuværende undervisningssituation, hvor eleverne i højere grad er overladt til sig selv og derfor kan mangle inspiration og adgang til relevante kilder.  Tilgangen i artiklerne er problemorienteret med fokus på  perspektiv og debat.

Alle artikler på Faktalink er udarbejdet af fagkyndige skribenter og indeholder omfattende kildehenvisninger og originalkilder.

Temaer

Faktalinks temaartikler giver inspiration til emner og er gode til at sætte eleverne i gang og få overblik over et givent emne.

Artikler og temaer i Faktalink er målrettet folkeskolens ældste klasser og gymnasier/HF.

Faktalink light 

En mindre del af artiklerne på Faktalink er kortere end de øvrige og skrevet i et letlæst sprog, der egner sig til elever på mellemtrinnet. Disse artikler er samlet under fanen Faktalink light.

Gå på faktalink.dk

 

Forfatterweb

På Forfatterweb finder dine elever portrætter af kendte danske og udenlandske forfattere, både nulevende og afdøde. Hvert portræt beskriver forfatterens baggrund og indeholder en værkanalyse og bibliografi, ligesom forfatterskabet kobles til litterære stilretninger og forfatterens samtid. Derudover giver Forfatterweb et godt overblik over litterære perioder og genrer samt tips til analysearbejdet.

Alle portrætter, temaer og genrebeskrivelser på Forfatterweb er udarbejdet af professionelle skribenter, litterater og journalister. 

Perioder

Fanen Perioder giver overblik over dansk litteraturhistorie og greb om de vigtigste genrer. Hvor den litteraturhistoriske tidslinje og genreteksterne giver overblik og historiske perspektiver, giver de mange forfatterportrætter mulighed for analyse og dybde. 

17 kortfattede periodeintroduktioner angiver de vigtigste strømninger inden for samfund og historie samt de kulturelle og filosofiske tanker, der var markante i perioden. Nedslag i enkelte forfatterskaber og henvisninger til primærtekster åbner perioden og giver et præcist billede af, hvilke litteraturhistoriske tendenser, den rummer. 

Genrer

I de enkelte genrebeskrivelser gives en kort introduktion til genrens primære kendetegn samt historie og informationer om videre læsning. 

Tips til analysen

"Tips til analysen" er en række artikler med analyseredskaber til brug i opgaveskrivningen. Teksterne kan anvendes som konkrete hjælpemidler til at analysere såvel tekster som film og billeder. Inden for tekstanalyse er der både en overordnet artikel med begreber og metoder og to genrebestemte artikler om digtanalyse og essayanalyse. 

 

> Gå på forfatterweb.dk

Oprindeligt skrevet af Kerteminde Bibliotekerne.