Cut-up digte - Tilbud til 4., 5. og 6. klasse

01.02.20
Cut-up digtning - sæt fokus på lyrik

Indhold

Eleverne kommer til et eller flere borde dækket med allerede udklippede sætninger samt sakse og kasserede biblioteksbøger til at klippe flere sætninger og ord. Eleverne skal nu med vejledning fra bibliotekarerne selv skabe nye digte ud af brugte ord. Der er limstifter og karton til at klistre digtene op på, og når alle har lavet to-tre digte, så læser eleverne hver et digt op til behørigt bifald. Når først de får ord mellem fingrene, er vores erfaringer, at børnene bliver meget kreative og skaber digte i alle genrer fra komedie over kærlighed til drama og venskabsfortællinger.

Fokus

At finde ud af at digtning og lyrik slet ikke behøver være svært og kedeligt, og at man selv kan digte hæderligt og måske ligefrem sjovt eller smukt, er både med til at øge forståelsen for lyrik samt give et rygstød til den kreative selvtillid.

Inden besøget

Fortæl evt. klassen lidt om, hvad cut up-digte er. Vi sender gerne en kort beskrivelse. Men vi introducerer desuden til genren, når I kommer.

Generelt

  • Målgruppe: 4-6. klasse
  • Fagområde: dansk / lyrik
  • Varighed: Cirka 3 timer fra morgenstunden.
  • Forhold: Vi er inde, så ordene ikke blæser væk
  • Andet: I er velkomne til at blive på biblioteket efterfølgende, evt. med madpakker.
  • OBS: cut up-digtning kan tilpasses andre klassetrin, så kontakt os og hør nærmere

Tilmelding

Hvis I er interesseret i et besøg, så kontakt os mindst 14 dage før, I ønsker at besøge os: 

Bibliotekar Stine Buch Larsen, mail: stbul@brondby.dk

Husk at oplyse ønskede dato, tid, antal elever samt om I ønsker at eleverne skal have lavet lånerkort på dagen.